Indkøb af væsker

Hvilke væsker skal der købes, og hvorfor?

 Det tog mig noget tid at turde kaste mig ud i at blande ejuice selv, for jeg er slet ikke talmenneske og var ret nervøs for at gøre noget forkert. Men ved at se en del videoer på YouTube, der viste flere forskellige måder at gøre det på, og læse en masse alverdens steder, syntes jeg, at jeg fik samlet viden nok til, at jeg turde kaste mig ud i det. Indkøb af væske kan være forvirrende, fordi der så mange tal og blandinger at forholde sig til. Derfor lagde jeg mig så tæt op ad det kendte, fra da jeg startede med at dampe, som muligt.

 Først skal man have købt basevæske og nikotinvæske (medmindre man vil dampe uden nikotin).

I starten købte jeg basevæske, der var 50/50 VPG (vegetabilsk glycerin (VG) og propylenglycol (PG), blandet halvt af hver), da det matchede blandingen på den første færdigblandede ejuice, jeg blev rådet til at købe til min første damper. Det giver en lidt tyndere ejuice, men med god smag. Dertil købte jeg væske med nikotin. Igen holdt jeg mig til en nikotinbase med 50/50 VPG, for ikke at forvirre mig selv mere end godt er. Jeg gik så højt op i nikotinindholdet i basen som muligt der, hvor jeg fandt et godt tilbud, så jeg fik en nikotinbase med 40mg/ml. Jo mere nikotinindhold i basen, jo længere holder det jo, når man fortynder det med den nikotinfri base, og jo sjældnere skal man købe ind. :o)

 I starten dampede jeg også det, der hedder ”mund-til-lunge” (”MTL”), der mest ligner den måde, man suger på, når man ryger en cigaret, altså først ind i munden, og så trækker man det ned i lungerne. Det er den teknik, de fleste rygere, der vil stoppe, anbefales at benytte sig af. Senere er jeg gået over til at dampe ”direkte-lunge” (det kræver lidt tilvænning), fordi man kan skrue meget ned for nikotinindholdet i sin ejuice pga den måde, nikotin optages i blodet på ved hhv. den ene og den anden teknik. Direkte-lunge er den måde, man som regel damper på ”sub-ohm” (=under ohm) på, altså med en tank, hvor brænderen har en modstand på under 1 ohm. Det er dog ikke alle, der damper ”direkte-lunge” på subohm-tanke, fx kan man på en Joyetech Ego AIO (link: http://www.joyetech.com/product/ego-aio/?age-verified=691a1b9895) med en coil på 0,6 ohm sagtens dampe med ”MTL”-teknikken.

 Når man starter med at dampe, begynder mange som nævnt ofte med MTL-teknikken, der kræver mere nikotinindhold i ejuicen.  Jeg blev rådgivet til at dampe ejuice med 18mg/ml (man bruger lidt som tommelfingerregel, at man skal have samme mængde mg i væsken pr. ml, som antal smøger man røg dagligt, fordi hver cigaret i gennemsnit indeholder 1 mg nikotin).  Da jeg så begyndte at blande selv, var det sammen med købet af Ego AIO som omtalt lige oven over. Og da den er til subohm, ville jeg blande væsker med 6mg/ml, for at starte et sted.

 Jeg bestilte altså 1 liter 50/50-base med 0 mg nikotin, 1 liter 50/50-base med 40 mg nikotin og dertil nogle aromaer fra Bolsjehuset.